Referat: Real Madrid – Cádiz 3 – 0, LaLiga, 34. spillerunde

Logo Realmadrid 010101

Real Madrid er snublende tæt på at kunne erklære sig som vinder af denne sæsons LaLiga, efter man her til aften slog Cádiz med 3-0 på Santiago Bernabéu og dermed som prikken over i’et samtidig sendte det uelskelige udehold endnu tættere på nedrykning.

 

Ancelotti havde for anden ligakamp på stribe trykket på den helt store rotationsknap grundet den forestående Bayern München-kamp. Carvajal fik lov at få 90 minutter efter at have siddet ude med karantæne mod Bayern, Camavinga spillede 80 minutter på midten, men ellers var det lutter spillere, der ikke forventes at starte inde i onsdagens kamp. Én af dem var Courtois, der spillede sin første kamp i hele sæsonen, en anden var Militão, der igen fik 90 minutter i sine rustne ben, og så fik unge Arda Güler sin første kamp fra start på Bernabéu.

Rotationerne ændrede dog ikke på, at det blev præcis det kampbillede, man kunne forvente. Real Madrid satte sig med det samme på spillet og kørte bolden rundt om Cádiz’ felt, dog uden at komme til de store chancer. Joselu var tæt på at kunne nå et indlæg fra Fran García, Militão forsøgte sig med et fint langskud, men i det store hele var første halvleg ikke til at råbe hurra for. Brahim Díaz var forrygende med sit lave tyngdepunkt, evige opportunisme og fine driblinger, men faktisk fik Cádiz de største muligheder. Først da Militão så tung ud på midten og blev afvist på både fysik og fart, hvorefter Nacho på fremragende vis fik klaret situationen alene med to Cádiz-spillere. Derudover fik Escalante også lov til at stå komplet umarkeret i feltet efter et hjørnespark, men heldigvis havde han ikke skarpheden til at gøre sit hovedstødsforsøg rigtig farligt.

Anden halvleg startede noget mere kaotisk. Først fik Güler muligheden på frispark på kanten af feltet, så høvlede Carvajal på mål langt udefra, og pludselig havde Chris Ramos en friløber i den anden ende efter endnu en kæmpefejl af Militão. En chance, som Courtois på stensikker vis fik taget sig af, og belgieren endte generelt med at spille en god første kamp tilbage mellem stængerne.

Få minutter senere fik Brahim endelig valuta for sin utrættelige indsats ved at tage Modric’ aflevering til sig med en dribling ind i banen på kanten af feltet for derefter at hamre bolden op i det lange målhjørne med højreskøjten. Det skulle også blive 2-0, da Bellingham efter kun at have været to minutter på banen snuppede bolden højt på Cádiz’ banehalvdel, og efter nogle kombinationer mellem Modric og Brahim kunne han selv sparke bolden i kassen og dermed hale lidt ind på Artem Dovbyk i Pichichi-ræset.

Militão nåede at få demonstreret sin luftstyrke i modstanderfeltet et par gange med et flot hovedstødsoplæg til en stor Carvajal-chance og en hovedstødsafslutning på et rabona-indlæg fra Vinícius. Kampens sidste mål skulle dog komme fra Joselu, der på sin 22. berøring i hele kampen kunne score på det frie mål efter forarbejde fra Vinícius og et ihærdigt dybdeløb fra Nacho, der er i gang med at reparere på sin lunkne sæson med et flot forår. 

Kampen sluttede 3-0, og med sejren kan Real Madrid afhængig af kampen mellem Girona og Barcelona allerede være spanske mestre i aften med fire runder igen.

Kampens badebold: To enorme fejl fra Militão ville normalt være til en klokkeklar badebold, men vi forbarmer os over ham med hans skadeshistorik in mente. Den kunne også gå til Ceballos, der fortsat ikke er inspirerende at se på, men i sidste ende redder det sene mål ikke Joselu fra at få den. Total usynlig, kun 9 afleveringer på 90 minutter og tilmed en kende uskarp i sine afslutninger.

Kampens spiller: Med Brahim på banen er vi bare altid garanteret vilje og fight uanset modstanderen. Og med et smukt mål og en assist er han naturligvis kampens spiller.

Perspektiver mod kommende kampe: Med ligaen så godt som vundet handler alt naturligvis om onsdagens kamp imod Bayern München. Nu fik Bernabéu-publikummet en god opvarmning, for der bliver forhåbentlig meget mere at juble over i midtugen.

Log-på for at kommentere

Seneste artikler...